Udstilling

– 

FRA HLEIDRA TIL LEJRE

 –

Udstilling på Hvalsø Biliotek

Måske har du stødt på Beowulf og Ragnar Lodbrog i flimmeren eller biografen. Men vidste du, at de begge er tilknyttet Lejre? Sagnfigurerne har spillet hovedrolle i fiktive fortællinger om vikingetiden i mange år. Også for over 650 år siden, hvor Totten om Ragnars Lodbrogs sønner blev skrevet.

Kom og se billeder af middelalderens Netflix-underholdning, når vi viser fotografier af de UNESCO bevaringsværdige håndskrifter fra Den Arnamagnæanske Samling.

UDSTILLINGEN HAR VÆRET AFHOLDT

HÅNDSKRIFTERNE PÅ UDSTILLINGEN

En del af udstillingen er billeder af unikke håndskrifter om sagn, der knytter sig til Lejre. De imponerende skrifter er fra Den Arnamagnæanske Håndskriftsamling, som har produceret den ene del af udstillingen.

 

Det kan du se på udstillingen:

Sagnkrøniken om Lejrekongerne. Lejrekrøniken er en kort krønike på latin fra tiden omkring 1170 om sagnkongerne i Lejre. Ifølge sagnet i denne krønike blev Lejre opført af kong Dan, mens Saxo i sin Danmarkshistorie fra omkring 1200 beretter at Rolf Krake anlagde byen.

Totten om Ragnar Lodbrogs sønner  i Hauks-bog fra 1300-tallet. Den indeholder bl.a. et kort over Jerusalem, eddadigtet Vølvens spådom, en oversættelse af Geoffrey of Monmouths Britanniens historie med spåmanden Merlins profetier, to islændingesagaer, Fostbrødrenes saga og Erik den Rødes saga (bl.a. om fundet af Amerika) og endelig oldtidssagaer, Sagaen om Hervør og Hejdrik og Totten om Ragnar Lodbrogs sønner. I fortællingen slår Ragnars berømte sønner sig ned her i Lejre mod deres fars vilje.

Sagaen om den danske sagnkonge Rolf Krake. Håndskriftet indeholder Hrólfs saga kraka – sagaen om den danske sagnkonge Rolf Krake. Ligesom de andre islandske oldtidssagaer (på islandsk fornaldarsögur), er sagaen, som vi har den i dag, næppe ældre end fra det 14. eller 15. århundrede, men stoffet menes at være betydelig ældre. Teksten her er skrevet i januar 1654, men er alligevel en af de ældste afskrifter af sagaen, der findes.

 

DE UNIKKE LEJRE-FUND PÅ UDSTILLINGEN

Anden del af udstillingen er genstande fundet i Lejre.

Arkæologiske udgravninger i Lejre har vist, at Lejre var hovedsæde for en stormand eller konge i sen jernalder og vikingetid (500-1000 e.Kr.). Forskningen har for nylig afdækket, at der ved Lejre er haller, grave og fund, bl.a. skattefund, der er med til at tegne et nyt billede af denne sagnomspundne lokalitet.

På udstillingen kan du se nogle af de genstande, der løfter sløret for det liv, der har været i Lejre. De skrevne tekster, der omtaler livet i Lejre, er svære at sætte sin lid til, når det kommer til troværdigheden. Derfor spiller arkæologien en vigtig rolle, når vi undersøger Lejres historie for 1000 år siden. Lejre Museum præsenterer nogle af de genstande, som de mener er vigtige for fortællingen om bl.a. vikingekultur i Lejre.